Lindevang - Kirstine Lauritsdatter

Lisbeth Jensen | Sabine Jensen | Laura Jensen | Niels Jacob Jensen | Else Marie Madsen

J. Kinck: Ribe bys historie bind 2:

Anders Sørensen Klyne efterlod en enke og 9 børn. Den første levede indtil 1534; men sjælden har en kone haft mere sorg end hun. Foruden hendes mand omkom også sønnerne alle på 1 nær på en sørgelig måde, mere eller mindre ved deres egen brøde, og døtrene havde til dels en højst uheldig skæbne. Børnene var følgende:

1. Jens Andersen Klyne, den ældste søn, født 1574, var i sin ungdom idelig indviklet, først i gadeoptøjer, derpå i blodige slagsmål. 1605 giftede han sig med Anna, en datter af Jens Pors i Horsens. Derefter blev han måske noget mindre voldsom, men vedblev vistnok at være en meget dårlig person, indtil han d. 10de Juli 1610 temmelig uskyldig blev dræbt på skibsbroen under en strid, som opstod mellem 2 andre personer. Af hans sønner blev Peder Jensen Hegelund (opkaldt efter biskoppen) præst i Højerup og Søren Jensen Klyne blev rådmand i Frederikshald, Norge

2. Anne Andersdatter Klyne, f. 21. oktober 1575, blev gift med biskop Peder Jensen Hegelund (1542-1614 - hans tredje ægteskab og han fik i alt 17 børn). Hun var enke i 26 år efter Hegelund, da hun døde 1640. (se mere nederst på siden)

3. Søren Andersen Klyne, født 1581, deltog, så snart han blev voksen, i sin broders vilde levned og var ligeså dårlig en person som han. Den 31. oktober 1602 blev han dødelig såret udenfor et værtshus i Hamborg og døde 3 dage derefter i Ribe.

4. Hans Andersen Klyne, født 1584, fulgte i sine brødres fodspor; men hans livsbane blev kun kort; thi da den 72-årige rådmand Hans Jessen Søhane, hvis søn Niels var gift med en af hans søstre (se 6. Karen), den 11. december 1604 om aftenen var blevet hårdt såret og målløs, faldt mistanken snart på Hans Andersen, hvorfor Lensmanden lod ham pågribe. Han tilstod i det mindste til dels gerningen, og dommen faldt meget hurtigt, hvorefter han den 22. december blev halshugget. Om de nærmere omstændigheder ved denne gruelige misgerning findes intet. (Se mere længere nede på siden)

5. Kun den yngste søn, Frederik Andersen Klyne, som ved faderens død kom i biskop Hegelunds hus, blev en ordentlig og hæderlig mand. Han døde 1627 som magister og sognepræst i Vindinge (nu Fuirendal) og Kvislemark.

6. Karen Andersdatter Klyne, født 1577, havde i 1595 bryllup med Niels Hansen, Hans Jessen Søhanes søn. Han var ikke fri for at ligne sine svogre i voldsomhed og lyst til optøjer og var tillige en dårlig person, som snart satte den formue, som både han og hans kone havde arvet, overstyr. Familiens kår var således kun - tarvelige, da den ramtes af en sørgelig ulykke, idet konen og et par af børnene omkom på en sørejse mellem Sønderho og Ribe den 12. Juni 1615.

7. Lisbeth Andersdatter Klyne ægtede 1604 Jens Andersen Guldsmed, af en anset familie i Ribe. Han var købmand og drev navnlig øxen handel; men det synes, som om den selvforskyldte ulykke skulle forfølge Anders Sørensens slægt til det yderste, thi 1625 indtraf den skrækkelige begivenhed, at han under en strid dræbte sin egen broder kaptajn Hans Andersen, dog mest i nødværge, eftersom Hans havde løbet efter Jens med en kniv. Jens flygtede straks efter drabet, men blev først frifundet, men senere dømt som fredløs. Hans Andersens enke havde tilgivet Jens og derfor havde ingen interesse i at forfølge ham. Jens levede hos sin broder sognepræst Kristen Andersen Guldsmed i Højerup og hans kone boede i Ribe, hvor hun ejede anseelige ejendomme. Jens Andersen Guldsmed døde i 1647.

8. Marine Andersdatter Klyne, født 1587, havde i 1605 bryllup med købmand Peder Jakobsen, borger i Odense, en søn af biskop Jakob Madsen.

9. Ingeborg Andersdatter Klyne, den yngste datter, ægtede omkring 1615 Dr. Kristen Bording, Medikus i Ribe. Blandt deres børn var den kendte digter Anders Bording. (Se mere nederst på siden)

Hvis skarpretterens økse eller sværd var skarpslebne, og hvis han sigtede omhyggeligt, indebar halshugningen en hurtig og smertefri død. Ellers kunne dødskampen blive smertefuld. Måske er det baggrunden for den skik, at den dødsdømte gav skarpretteren gode drikkepenge. Der er eksempler på skarprettere, der blev fyrede, fordi de ikke kunne hugge et hoved af i ét hug. Henrettelse ved halshugning i 1700-tallet blev betragtet som en ærlig straf, og liget kunne begraves i indviet jord, hvorimod andre henrettelsesformer som hængning, blev betragtet som en uærlig død. Den sidste i DK der blev halshugget var Jens Nielsen i 1892 af Theodor Seistrup, som blev dømt for drabsforsøg på en fængselsbetjent og han havde en række forbrydelser i USA, Canada, England og Sverige. Den sidste kvinde var Ane Andersdatter for mord på sine tre børn født uden for ægteskab i 1862….. Den vel nok mest kendte der blev halshugget i Danmark er Struense (billedet til højre), der måtte lade live i 1772 i København i overværelse af flere tusinde. Først fik han hugget begge hænder af inden hovedet røg, som skarpretterens søn viser frem for forsamlingen….

Hans Jessen Søhane og sørøveren Alexander Hock

I 1573 vandt Ribe borgeren Hans Jessen stor anseelse og hædersnavnet ”Søhane” for at have fanget nogle sørøvere. Efter hans eget og andres vidneudsagn foregik det sådan: I 1567 havde sørøvere kapret Hans Jessens skib og røvet hans øxne (kvæg), og 6 år senere blev han igen overfaldet. Denne gang var han i 1573 på vej med sit skib fra Holland til Hamborg, da han den 10. august blev overfaldet af sørøvere. Da han selv kun havde 3 mand ombord, kunne han ikke gøre noget, og skibet blev besat af 9 sørøvere under anførsel af en Alexander Hock. Sørøveren satte nu kursen mod England. Hans Jessen forsøgte ganske vist at bestikke ham med 100 rigsdaler til at gå ind i Holland, men det lykkedes ikke. Senere på dagen sad sørøverne under dæk og drak sig fulde i skibets vin. Om aftenen kom anføreren sammen med 3 sørøvere op på dækket og ville kaste Hans Jessen og hans mænd overbord, som det var normalt for sørøvere at gøre ved mandskabet på kaprede skibe. Sådan gik det dog ikke, for det lykkedes de ubevæbnede danskere at overmande de 4 sørøvere og samtidig få lukket lugen i dækket, så de øvrige sørøvere ikke kunne komme deres kammerater til hjælp. Derfor var det de 4 sørøvere selv, der endte i vandet. Det havde dog været en hård kamp, for en af danskerne blev dræbt og Hans Jessen og en anden såret. Efter hjemkomsten blev de resterende sørøvere, 1 skotte og 4 nederlændere, forhørt i den berygtede Riber Ret. De mente, at deres kaptajn havde drevet sørøveri på egen hånd, og før de havde kapret Hans Jessens skib havde de taget en 4-5 andre fartøjer, som dog var blevet taget fra dem igen af en fransk fribytter. Alexander Hocks mænd blev alle halshuggede, dog i 2 omgange, da det i første omgang lykkedes 2 af dem at flygte. Efter halshugningen blev deres hoveder sat på stage på Hovedengen, og Hans Jessen fik tildelt 9000 rigsdaler af kongen for sit store heltemod. I 1578 blev han på grund af sin store anseelse rådmand og borgerskabet forsøgte også at få ham til borgmester, hvilket ikke lykkedes.

Epitafium over rådmand Hans Jessen Søhane og Karine Nielsdatter i Ribe Domkirke fra 1608. De knæler sammen med deres søn, Niels, der var den eneste af deres børn, der blev voksen. Bag dem knæler 5 tidligt døde børn (3 piger og 2 drenge). Sønnen Niels var gift med Karen, datter af rådmand And. Sørensen Klyn. Det var en af hendes brødre, der ”på skammeligste vis” sårede den 72-årige Hans Jessen Søhane, så han døde dagen efter den 12. december 1604. Maleriet ses i sideskibet til venstre umiddelbart efter man kommer ind i kirken.

Anders Bording, Anders Christensen Bording, 21.1.1619-24.5.1677, dansk forfatter. Søn af Ingeborg Andersdatter Klyne & doktor Christen Lauridsen Bording. I pressehistorien tegner Anders Bording sig for en pionerindsats med den versificerede månedsavis Den Danske Mercurius, som han efter fransk forbillede og med kongelig understøttelse skrev og udgav fra sommeren 1666 til få uger før sin død. Hen ved 15.000 rimede aleksandrinere med europæiske nyheder blev det til i causerende journalistisk stil og med udpræget flair for enevældens PR-behov.

Som ung student levede Hegelund i Niels Hemmingsens hus og gjorde senere en rejse til tyske universiteter, hvor han blev promoveret som magister. Ved sin hjemkomst 1568 blev Hegelund skolemester i sin fødeby, og til denne stilling er hans litterære virksomhed fortrinsvis knyttet. Foruden pædagogisk og moralsk opbyggelig litteratur, hvoraf mange små skrifter foreligger fra hans hånd, dyrkede Hegelund med forkærlighed skolekomedien.

Sandsynligvis har han oversat forskellige bibelske komedier, som han lod sine disciple opføre, og hans vigtigste arbejde Susanna og Calumnia fra 1576 (udgivet af Birket-Smith 1888—90) skylder også denne interesse sin tilblivelse. Mens det egentlige stykke Susanna kun er en bearbejdelse af en tysk skolekomedie og således har overvejende betydning som sprogmonument, har Hegelund tilføjet et originalt mellemspil, hvori Calumnia, bagvaskelsens og klaffersygens fule gudinde, i lighed med datidens dramatiske "moraliteter" i en monolog af et omfang lige så stort som selve hovedstykket udvikler sit væsen og sin karakter og nu og da også drøfter tidens historie. Ligesom Susanna har Calumnia ulige mere sproglig end digterisk fortjeneste. 1580 ombyttede Hegelund skolegerningen med lektorembedet ved domkapitlet; 1588 blev han sognepræst ved domkirken, og han døde som biskop over Ribe Stift.

Anders Bording

Hans Jessen Søhanes epitafium i Ribe Domkirke

Dr. Med. Christen Lauridsen Bording var søn af lektor Laurits Pedersen Bording, Århus. Bording slægten havde flere fremtrædende medlemmer, bl.a. Laurits mindre søskende: købmand & borgmester Niels Pedersen, Århus og herredsfoged Jesper Pedersen, Oustrupgaard. Christen Lauridsen Bording var rektor på Aarhus Katedralskole fra 1604-05, hvorefter han tog doktorgraden i KBH og blev derefter medikus i Ribe og i 1638 blev han ærkedegn i Kapitlet. Han døde i 1640….

Peder Jensen Hegelund (9. juni 1542 i Ribe – 18. februar 1614) var en dansk skole-mand, gejstlig og forfatter. Han var gift tre gange, sidst med Anna Anders-datter Klyne…..